Laura Elisabeth Drejer mistede sin lillebror, da hun var 22 år, ligesom knap 10.000 andre unge. 4 måneder efter tabet begyndte hun i en sorggruppe, som har hjulpet hende med at bearbejde sin sorg
Af Olivia Odgaard Sørensen
Laura er i dag 24 år og sorgen er ikke lige så alt overskyggende, som den var til at starte med.
Et skrig fylder rummet. Alle Lauras venner drejer hovederne i hendes retning. Tårer løber ned ad hendes kinder. Hendes far står tilbage med et tomt blik og har overbragt den ubærlige nyhed.
Hele Lauras verden blev ændret
På en flot gammel gård ved Vejle den 24. juli 2021 står Laura og ordner nogle praktiske ting til sin venindes bryllup, alt imens brudeparret er ude og få taget billeder. Pludseligt kommer hendes far gående ind. Hvor han har adressen fra, ved Laura egentlig ikke. Han kommer med sit sædvanlige smil iført hans dagligdagstøj.
Øjnene er helt tomme.
Laura mærker hurtigt, at der er noget galt, men hun kan ikke gennemskue, hvad det er. Lauras far begynder at introducere sig selv til de omkringværende folk på en meget overskudsagtig måde. Hun er forvirret over den absurde situation. Hendes far hiver hende til siden. Hun tænker rationelt og vurderer, at det sikkert er hendes farfar, der er død. Farfaren har på dette tidspunkt skrantet en del, da han er en gammel mand. Laura får ikke at vide, at det er farfar, der er død, men hendes lillebror, Marcus.
Laura benægter.
Hun har lige set sin bror for få dage siden, og der havde han det fint. Lauras far gentager, at den altså er god nok, Marcus er død.
Dødsfaldet
Marcus var gået i seng fredag aften i sin 1-værelseslejlighed, 20 minutters gå gang fra forældrenes hjem i Kolding. Marcus skulle ses med en veninde lørdag, men da hun ikke kunne få fat i ham, blev hun bekymret.
Derefter gik hun hjem til Marcus og Lauras forældre hvor hun gav udtryk for sin bekymring. Heldigvis havde forældrene en ekstranøgle til Marcus’ lejlighed. Da hans far kom ind i lejligheden, fandt han Marcus liggende død i sin seng.
Død af hjertestop.
Mange oplever dødsfald i den nærmeste familie
Laura er ikke den eneste, som har mistet et nært familiemedlem. Ifølge Det Nationale Sorgcenter var der i april 2020 33.404 unge mellem 20-27 år, som havde mistet enten mor eller far. 9.789 unge havde mistet en søskende ligesom Laura.
De omgivelser, som personen er i, betyder meget. Hvis man er hjemmeboende og er sammen med en eller begge forældre, som er helt ødelagt af sorg, kan det påvirke rigtig meget.
Det kan ifølge psykolog Rikke Vester Roursgaard ”blive et startskud på, at det bliver ved med at gå ned ad bakke.”
Ifølge psykolog Rikke Vester Roursgaard kan barnet eller den unge komme til at udvikle angst, stress, en spiseforstyrrelse eller andre psykiske lidelser, hvis der ikke er plads til at bearbejde sorgen.
Hun siger også, at langt de fleste kommer igennem sorgen: ”Vi er jo skabt til at komme igennem sorgen, ligesom vi er skabt til at hele efter fysiske skader.”
Hvis der er plads til både at sørge, men også til andre tanker, så vil den gennemsnitlige person, lære at leve med sorgen uden problemer. Laura begyndte til psykolog kort efter dødsfaldet, men da hun ikke var klar til at bearbejde sorgen med andres hjælp endnu, stoppede hun hurtigt igen.
Efter en hurtig Google-søgning, havde Lauras mor fundet frem til en sorggruppe i Tilst. Fire måneder efter dødsfaldet, begyndte Laura i sorggruppen. Her kunne hun dele sine tanker og sorgen med andre ligesindede.
(Rikke Vester Roursgaard og Else Carlsen)
Laura begynder i sorggruppe
Laura sidder i kirken i Tilsts tilstødende lokaler. Ved bordet sidder 4-5 andre, som også har mistet. De spiser friskbagte boller.
De efterladte i sorggruppen har lige haft deres ”tag jakken af runde,” hvor de har snakket om alle de følelser, der har været siden sidst.
”Man kommer ind ude fra en verden, hvor folk ikke ved, at man har mistet, fordi man ser helt normal ud. Man går ikke rundt og græder hele tiden, i hvert fald ikke længere.” siger Laura om sorggruppen.
I runden går de ind i de følelser, som resten af verden ikke forstår. Foran Laura brænder det lys, som hun har tændt for sin lillebror. Hver enkelt person sidder med et tændt lys foran sig, i en lysestage specielt udvalgt til at afspejle de afdøde.
I Lauras vindueskarm står lysestagen, som hun brugte i sorggruppen. Under lysestagen er en ishockeypuk, som engang har tilhørt Marcus.
Der er mange modstridende følelser
Ordene flyder ud af Laura, mens de andre lytter. Laura bruger også de andres historier til at bearbejde sin sorg. Sammen snakker de om de ting, som normalt ikke er acceptable at tale om i vores samfund.
”Han er jo min bror, vi havde vildt mange konflikter, men det betyder ikke, at jeg ikke elsker ham. Når relationen er kompliceret, er sorgen det også. Det er som om, at det kun er acceptabelt at tale om alle de gode ting, som jeg savner, selvom der også er ting, som sorgen har købt mig fri fra. Det er enormt skamfuldt at sige højt, men det er sådan, jeg har det,” siger Laura om nogle af de følelser, der er på spil.
I sorggruppen bruger de meget tid på at ære hele mennesket og ikke kun glansbilledet. De taler både om ting, som gjorde det svært at elske den afdøde, men også gode minder som bringer smil og grin frem. Der er plads til at føle og være ked af det.
Laura siger; ”det er som om, at dødsfaldet mister sin sensation, når der er gået en måned eller to. Ens venner og bekendte stopper med at spørge ind, og så er man i det helt alene. Jeg har stadig brug for at folk spørger ind.”
”Jeg føler mig ikke forkert i sorggruppen. Jeg har en følelse af at være set og være kendt helt ind i kernen af min sorg” siger Laura med eftertryg i stemmen.
Laura puster hendes lys ud, efterfølgende gør hendes siddemakker det samme. De to timer er gået alt for hurtigt, igen.
Hvad er en sorggruppe?
Laura gik i sorggruppe med andre unge voksne. De mødtes hver tredje uge i to timer ad gangen. Selvom det foregik i kirkens lokaler, har sorggruppen intet med tro at gøre.
En sorggruppe er en gruppe, hvor man mødes med jævnaldrende, som er gået igennem næsten det samme som en selv. I sorggruppen kan man snakke med andre, høre andre sætte ord på deres følelser og generelt dele ud af sine tanker og bekymringer.
Ifølge Laura, ”er kernen i en sorggruppe, at man dyrker kærligheden til dem, man hver især har mistet.”
Ræk ud efter hjælpen
Det er forskelligt, hvad man laver i sorggrupper alt efter alder. Ifølge Else Carlsen, som er frivillig i en sorggruppe i Hinnerup, bruger de små bøger til at tegne og skrive om den afdøde, til at bearbejde sorgen.
Det er helt gratis at gå i sorggruppe, man kan ifølge Else Carlsen finde en sorggruppe igennem Kræftens bekæmpelses hjemmeside, brochure på biblioteket, i ugeavisen og igennem de lokale præster. Derudover kan man også blive henvist igennem kommunens personale, skolen eller som Lauras mor gjorde, google sig frem til dem på eget initiativ.
Hjælpen til en i sorg kan dog komme i mange afskygninger. Det kan være, at klasselæreren lige spørger en ekstra gang ind, vennen der går en tur og snakker, invitationer til fødselsdage osv. Lauras families omgangskreds havde lavet en madordning, så familien ikke selv skulle tænke på at lave mad i de to første uger efter tabet.
Laura har efter dødsfaldet, i forbindelse med sorgbearbejdelsen, sorteret i prioriteringen af sine venner. Ifølge Laura, var nogle af dem, som hun havde tættest på før, selv haft en krise i deres eget liv og derfor ikke de kunne stille op på den måde, som Laura havde brug for.
”Det var ikke med bitterhed men mere en form for skuffelse over, at dem jeg havde tæt på, ikke kunne være der for mig. Til gengæld blev nogle af mine ´før´ perifere venner til mine tætte venner, fordi de ‘showed up’ og VAR der. Dem der selv kender en smule til traumer og smerte, de har naturligt en anden fornemmelse af, hvad man har brug for. For jeg anede ikke, hvad jeg trængte til. Dem er jeg meget taknemmelig for,” siger Laura.
Laura har nu knap to et halvt år efter bearbejdet meget af sorgen. Der er selvfølgelig stadig hårde dage, som skal afledes, men som hun siger med et smil:
”Jeg synes, at jeg har lært at leve med sorgen. Jeg synes, at jeg har lært at leve med det kolde, hvor jeg har lyst til at græde, bande og cykle ud i en skov og skrige højt, fordi jeg synes det er så uretfærdigt. Jeg lever også med de varme sider. Jeg holder fast i de gode minder med næb og klør”
Selvom der er mange gode dage, kan frygten for at miste andre personer fylde meget.
”Jeg er bange for, at mine forældre og min anden bror dør. Jeg kan blive hundeangst for at miste. Så ringer jeg op og kan først falde til ro igen, når de har svaret mig,” siger Laura
Hold fast i dine drømme og passioner
Laura sidder i sin lejlighed i Aarhus og spiser friskbagte boller. Om et par timer skal hun mødes med studiegruppen og læse op til eksamen. Laura studerer medicin, et studie som hun var ved at droppe ud af, da det hele føltes uoverskueligt grundet sorgen.
Den 24. juli 2021 startede som en kærlighedsfest, men endte med at blive til en skelsættende dag for Laura. Hun har dog taget flere ting med sig.
”Sorgen er der for min skyld. Sorgen er min ven. Når jeg ikke kan have Marcus, så kan jeg i det mindste have sorgen over, at han ikke er her mere. Det er det næstbedste.”
Hun har lært at holde fast i sine drømme og passioner, for som hun selv siger; ”så er det spild af drivkraft, hvis jeg ikke gør det.”
Hun udsætter ikke ting så meget mere fordi, hvis hun har lært én ting, så er det, at
”Man ved aldrig, om man er her i morgen.”